Da GTI begrebet blev gjort populært med Golf var disse sportslige biler udstyret med en motor på ca 2 liter slagvolumen og en ydelse lige over 100 heste. Det var nok til at trække fartstriber og imponere vennerne, når man pressede bilen op på motorvejsfart på lige under 10 sekunder. I disse tider er det mere almindeligt at GTI biler har 150-180 heste og selv med stærkt forøget vægt er accellerationerne typisk 8-9 sekunder. Topfarten over 220 km/t. For 20 år siden var det forbeholdt de færreste og dyreste biler at køre over 200 km/t, i dag kan de fleste personbiler snige sig derop.
I de blindes verden
Med andre ord har vores begreb eller snarere fornemmelse
for fart og præstationer rykket sig gevaldigt de seneste årtier.
Der skal mere til at imponere. Da vi modtog nøglerne til en
funklende ny bmw 330i med hele 258 hk under den hjelmen, var vi
således ikke ved at falde på halen. I midtfirserne ville denne bil
have kørt skørterne af stort set alt under en million kroner. I dag
ligner den bare en "almindelig" bmw og kun kendere vil vide at det
lille skilt på bagklappen signalerer en topfart på 250 km/t.
Motoren vækkes til live med en startknap. Det er ganske smart, ikke mindst fordi nøglen ikke behøver sidde i. Risikoen for at kvæste knæ mod nøglerne ved kollision er hermed forsvundet. Der er naturligvis også en hel del blæreeffekt i at starte de 6 cylindre op med et tryk på knappen ligesom en rigtig racer.
Bagsædepladsen virker ved første øjekast temmelig kneben, men i
praksis finder to voksne snildt god plads deromme og køreturen kan
nydes på første klasse. Bagagerummet er også acceptabelt og vi
fandt snildt plads til to store rejsekufferter og
håndbagage.
Støjniveauet er forbilledeligt lavt. Man ved, at motoren er derude
og et dap på speederen kaster dig frem, men ved konstant fart
glemmer man hurtigt at bilen kører på motorvej. 80 km/t på landevej
virker ganske enkelt som om bilen holder stille eller er gået i
stå. Fartblindheden er overvældende. Ikke mindst takket været det
sjette gear, hvor omdrejningerne ikke kommer over 3000 hvis man vil
beholde sit kørekort i danmark.
De seks gear ligger tæt med m-sportsskifte og undervognen er sænket og strammet. Det kan mærkes, ikke mindst da vi havde en afstikker på grusvej i et sommerhusområde. Her skal farten sænkes og huller forceres med omtanke. Omvendt bliver bilen klippestabil når den får asfalt under futterne igen. Den vogn styrer ganskle enkelt eminent.
Hjertet banker forude
Hjertet i denne bmw er som i de fleste andre, den fantastiske
6-cylindrede motor ude foran. Slagvolumen på 3 liter en ydelse på
258 er imponerende. Det rækker til førnævnte topfart på 250 km/t og
en acceleration fra 0-100 km/t på blot 6,3 sekunder. Det
overraskende er at jeg har kørt i biler som føles hurtigere, f.eks.
Golf R32 eller Alfa 156 GTA. Det er næsten for kontrolleret den
første halve snes sekunder. Over 100 km/t går det til gengæld
rigtig stærkt og her vil konkurrenterne blive hægtet af på
oplevelsen af fartressourcer. Den skyder ganske enkelt frem i
tredje gearet og fjerde gearet, som var der en endeløs mængde heste
i folden ude foran. Alfa og golfen lyder sjovere og mere
machoagtigt fra stilstand, selvom BMW ingenlunde er kedelig.
Kabinen er velindrettet med tydelige instrumenter, et lækkert
tykt m-rat i læder og gode faste sæder. Dog skal der dryppes lidt
malurt i det berømte bæger. Højdejusteringen af forsæderne er
ganske enkelt for kompliceret. Man kan ikke hæve sædet når man
sidder ned som i de fleste andre biler. Man er tvunget til at lette
sin bagdel fra sædet og hive i håndtaget, hvorefter sædet popper
op. Herefter kan man sætte sig ned igen og presse sædet ned indtil
man har den rigtige højde. Det er altså usmart. Vi har efterhånden
kørt i en del BMW biler gennem årene, men aldrig i et sæde, der var
så svært at justere. Det er en om´er. Ellers er man nødt til at
investere i el-indstillelige sæder.
Navigationsanlægget kørte via DVD (BMW Navigation professional) og
var ganske fremragende. Det hele var koblet op med BMWs udskældte
I-drive system.
Prisen for den brølende rækkesekser er 649.500 eksklusiv ekstraudstyr og levering. Det er mange mange penge, men cirka det halve af en M3 coupe som er næste skridt på 3-seriens rangstige. I den sammenhæng virker 330i pludselig som dagens tilbud. Omvendt vil M3 rimeligvis give det ekstra skud i bøssen, som forandrer bilen fra formidabel køremaskine til fuldblods racervogn.
Konklusion
Vi giver 5 store stjerner til BMW 330i, som er en
gudsbenådet køremaskine, vi tilbagelagde mere end 1.000 km i. Den
sidste stjerne må BMW have til gode til deres M-modeller. For 15 år
siden ville bilen uden skyggen af tvivl have scoret 6 stjerner og
været i en klasse for sig selv. Nu er konkurrencen imidlertid
skærpet og udbuddet større end nogensinde. Det betyder ikke at BMW
er blevet ringere til at skrue biler sammen, tværtimod. Verden er
bare blevet fartblind.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||