Superb er tilbage
Da vi første gang testede Superb var det som en åbenbaring. Det var
i 2002 og ingen havde troet, at Skoda kunne løfte opgaven med
at skabe en luksusbil til prisen for en almindelig sedan. Men det
kunne de og jeg kvitterede dengang med 6 stjerner for en uges
kørsel i den første model af Superb. Topmodellen skal jeg nok
tilføje med V6 motor og læderstue og automatgear. Klik her for læse
test af 2002-modellen.
Når mit første møde med Superb var så godt, så bærer det nok en
del af skylden for at den nye Superb her 6 år senere ikke er den
samme åbenbaring. Men mindre kan nu også gøre det.
Designet er rundere og virker mere helstøbt end
forgængeren. Foto: Skoda
Blødere design
Den gamle model solgte cirka 130.000 eksemplarer på 6 år. Det var
ikke helt godt nok og måske skulle køberne lige bruge lidt tid på
at fordøje Skoda som leverandør af en luksuslimousine. Kvalitets-
og komfortmæssigt fejlede den gamle model i hvert fald intet.
Med den nye model søger Skoda at gøre designet mere unikt. Den
tidligere model lignede en forvokset Passat, og dermed skilte bilen
sig nok for lidt ud. Den nye udgave er klart mere sin egen bil.
Bilen er vokset i længden, hvilket kan ses på særligt bagdørene,
som virker klart større end på almindelige sedan-modeller. Der er i
det hele taget tale om en helt ny bil, så naboen nemt kan se, at du
skifter din gamle Superb ud.

Bilen sender tydelige signaler om kvalitet. Foto: Skoda
Praktisk sedan
Designerne har begået en lille genistreg ved at lave bilen til en
kombineret sedan og hatchback. Bagsmækken, en såkaldt twindoor, kan
nemlig åbnes på to forskellige måder, så bilen både kan være 4-dørs
sedan og en 5-dørs hatcback. Det fungerer ualmindeligt godt i
praksis, hvor den to-delte bagklap giver dig det bedste af to
verdener. Det er virkelig godt tænkt. Bagagerummet er således meget
lettere tilgængeligt end i forgængeren. At det samtidig er vokset
til hele 565 liter, gør kun sagen bedre. Det er lige så meget som
mange konkurrenters stationcarmodeller.
Limousine
Pladsen på bagsædet er ikke blevet ringere. Faktisk er længden og
akselafstanden vokset i den nye model. Bagsædet er faktisk den rene
balsal med masser af plads til langbenede korpulente
forretningsfolk eller kvinder i brudekjoler. Det er et skønt sted
at opholde sig.
Greenline
Den testede model var udstyret med en 1.9 TDI motor med 105
hestekræfter og et imponerende forbrug på 19,6 km/liter. Vi
nåede 18,8 km/l i praksis og det gør Greenline modellen til en af
de mest økonomiske biler vi nogensinde har testet. Flot af en
limousineagtig bil på knap 1,6 tons. De 105 hestekræfter og
momentet på 250 NM er rigeligt til bilen. Naturligvis vil en TDI
170 med DSG være endnu hurtigere og bedre, men der er ikke noget
reelt behov for større motor. Gearingen er perfekt afstemt og
støjniveauet tilpas lavt.
Udstyrsmæssigt er man godt hjulpet i betragtning af en pris på blot 329.000 kroner; her får man klima, læderrat, elruder, centrallås, CD/radio og fartpilot.
Twindoor er en genial bagsmæk der både er sedan og hatctback. Foto:
Skoda
Ugens tilbud
Billigste model er den roste 1.4 liters turbo benzin med 125 heste
til 295.000 kroner og dyreste en 3.6 liter V6 med hele 260 heste og
firehjulstræk til 499.000 kroner. Ja, dyrt er det i hvert fald
ikke. At Skoda kan bygge en bil med så mange kvaliteter og så meget
plads til under 300.000 kroner er imponerende.
Jeg ville ikke tøve med at investere i en Superb, hvis mit aktuelle
bilbehov var til det. Kvalitetsmæssigt skal man sammenligne med
Passat og Mondeo, og særligt topmodellen med 260 hestekræfter og
firehjulstræk til under den halve million, er meget svær at slå.
Det kræver bare at man kan leve med at der står Skoda og ikke BMW
på bagklappen. Det kunne vi sagtens.
Bedre end forgængeren
Der er ikke nogen tvivl om at Superb er en fremragende bil. Prisen
taget i betragtning er den nærmest dagens tilbud. Når vi alligevel
indledte testen med at være moderat positive, så skyldes det at
Skodas øvrige program er forbedret markant siden den forrige
model.
Vi havde lejlighed til at teste Octavia et par uger inden Superb og den er faktisk i klasse med den nye passat, hvad angår komfort og køreegenskaber. Det betyder, at Superb ikke længere er milevidt foran sin lillebror i familien. Hvor forskellen på Octavia og Superb for 6 år siden var som nat og dag, så er kvalitetsafstanden mindsket betydeligt siden da. Selvom Superb måske ikke er den samme overvældende oplevelse som den foregående model, så er det stadig en bedre bil og et næsten ufatteligt godt tilbud, der er både bBilligere og større end konkurrenterne.
Bemærk; grundet en teknisk fejl på redaktionens kamera, blev alle billeder fra testugen kasseret. Vi har derfor benyttet pressefotos.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||