I en tid hvor alting skulle være digitalt og hvor avisernes abonnentskare blev stadig mindre i takt med udbuddet af elektroniske informationskanaler, var de trykte nyhedsmedier ikke spået mange overlevelseschancer. Og da slet ikke en helt ny avis. Ikke desto mindre var det den erklærede målsætning for Dagen, der med banebrydende journalistik ville skabe overskud.

Bag avisprojektet stod Peter Linck, der i 1992 havde startet mandemagasinet Euroman med høj cigarføring, Rolex-ur, håndlavede sko og habitter fra Armani og Cerutti. Peter Linck havde selv et uomgængeligt playboy-image, som han ikke gjorde noget for at mindske med Porsche og dyr villa på Taarbæk Strandvej med udsigt over Øresund og egen bådebro.

Peter Linck var en iderig marketingmand og sælger til benet med en så voldsom drivkraft, at det næsten gav et manisk islæt. Peter Linck solgte senere Euroman, købte det så tilbage for blot 14 dage senere at sælge det igen med en fortjeneste på næsten tre millioner kroner.

Med pengene fra salget gik Peter Linck i gang med avisprojektet skønt det lignede økonomisk vanvid at lancere et nyt dagblad på det trængte danske marked, hvor læserne flygtede over til de elektroniske medier. Mens resten af avismarkedet var ubehjælpeligt fastlåst af konstante nedskæringer, priskrig om stadig færre abonnementer, et presset annoncemarked og forudsigelig journalistik satsede den nye avis på fortællingens kunst som bærende søjle.

Toppen af det materialistiske segment blev avisens eksplicitte målgruppe. Grundtanken var, at denne målgruppe ville betale en høj abonnementspris, dels at målgruppen var så interessant, at annoncørerne ville købe dyre annoncer. Den 32 sider store morgenavis var skåret over samme læst som International Herald Tribune og skulle "sætte nye standarder for fortællende journalistik, redaktionel prioritering, avisdesign, annoncesalg og moderne avisdrift".

Projektet blev ombejlet af journalistiske kapaciteter, og den økonomiske side blev fremstillet som velforsynet med skarpe hoveder og kapital. Selv hvis alt gik galt, kunne avisen fortsætte i to år uden yderligere indskud af kapital.

Dagspressens Finansieringsinstitut havde bevilliget 6 millioner samt en kaution på fire millioner kroner Derudover havde Peter Linck skudt 16 millioner i projektet, mens et lignende beløb var finansieret af banklån. Pengene blev brugt til at skabe et journalistisk fristed, hvor medarbejderne kunne skrive den gode artikel, mens man lod sig opvarte i fashionable lokaler i et tidligere kanonbådskur på Holmen.

Tirsdag 22. oktober 2002 kom "En avis til folk der kan læse" på gaden for første gang. Annoncer og redaktionelt stof var skilt ad på harmoniske sider med rene linjer og opdeling af artikler efter størrelse og funktion med skudsmål af flot design og læservenlig brugergrænseflade.

For at sikre de livsvigtige abonnenter havde Dagen op til lanceringen kørt massive reklamekampagner. Abonnenterne blev imidlertid lokket til med så snørklede løfter om rabat, at de ifølge Forbrugerrådet og Forbrugerstyrelsen var vildledende og på kant med markedsføringslovens regler for kombinationssalg. Dagen meldte ikke overraskende bladhus forbi. Salgsmetoden var i tråd med praksis for avissalg, og Peter Linck følte ikke, at avisen vildledte sine potentielle kunder. "Hvis folk ikke kan gennemskue de her regnestykker - så tror jeg ærligt talt ikke, at de er skarpe nok til at være vores målgruppe alligevel".

På trods af den uheldige markedsføring fejlede ambitionsniveauet fortsat intet. Redaktionen sad i fashionable lokaler med designermøbler, udsigt over vandet og arbejdede ved designerborde udført i amerikansk valnøddetræ til 31.000 inklusive kontorstol. Samtidig var der al den kaffe, mandelkager, økologiske Søbogaard-produkter, italiensk øl og Pellegrino danskvand som medarbejderne kunne indtage. To gange om dagen leverede cateringfirmaet Kontikibar varm mad, og ofte kræsede kokken for detaljerne. Alt var gratis og ad libitum.

Medarbejderne knoklede gerne i døgndrift uden de sædvanlige tillæg, men efterhånden viste det sig, at det var rod med ansættelseskontrakterne, og fejl og forsinkelser i udbetaling af penge til freelancere og korrespondenter.

For ledelsen bliver det stadig sværere at bevare den naive optimisme skønt Peter Linck fastholder, at budgetmålene nås og at man midt i november havde 10.500 abonnenter. Ifølge Peter Linck havde avisen fået flere henvendelser fra Norge og Sverige, hvor to udgivere var interesserede i at overtage konceptet til disse lande. På overfladen kunne Lincks udmeldinger her midt i november ligne en hilsen til alle tvivlerne, om at Dagen klarer sig fint på trods af dystre forudsigelser. I virkeligheden er det salgstale for åbent tæppe.

Allerede midt i oktober 2002 måtte bestyrelsesformand Peter Thrane Grubert indskyde et millionbeløb for at holde kreditorerne på afstand. I modsat fald var avisen aldrig kommet på gaden. Kapitalindskuddet til trods blev kreditten mere og mere anstrengt, og flere af leverandørerne blev holdt hen med snak. I et sidste desperat forsøg øges telesalgsstyrke til 100 mand, der skal sparke gang i abonnementerne. Den satsning kostede omkring 4 millioner i måneden frem til selskabets konkurs, og blev sømmet, der uigenkaldeligt sikrede låget på ligkisten.

Få dage ind i december erkender Peter Linck foran medarbejderne, at "nogen" i organisationen havde "fucked up". Der var store problemer med at inddrive penge fra abonnenterne, ikke mindst fordi "nogen" havde forsømt at sende girokort ud. Desuden havde man endog meget svært ved at få seks livsstilsannoncer i bladet hver dag. I stedet blev annoncerne stadig mere tarvelige, og tidligere afviste annoncører blev tilbudt ledig reklameplads billigt.

Tuen, der vælter læsset, er cateringfirmaet Kontikibar, der gang på gang blev holdt hen med snak og sågar fik en værdiløs check. Til sidst gjorde firmaet sit fulde krav på omkring 113.000 kroner gældende. Det burde være småpenge for den velkapitaliserede avis, men fredag den 6. december 2002 indgav Dagbladet Dagen A/S begæring om betalingsstandsning.

En brødebetynget Peter Linck trådte frem for medarbejderne og påtog sig det fulde ansvar. "Jeg er jo en manipulator og god til at få folk med på mine ideer," sagde han og understregede, at han selv havde troet på dem.

Medarbejderne nåede kun at producere Dagen 40 gange før produktionen stoppede. Dagen havde for høje tanker om hvad de kunne få for deres annoncer, især fordi dagbladsmarkedet var under voldsomt prispres. Derfor stod annonceomsætningen ikke mål med forventningerne. Ved betalingsstandsningen havde avisen et driftsunderskud på 34,9 millioner, og selskabet gik senere konkurs.

Bedre blev det ikke, da den økonomiske oversigt over Dagens konkursbo afslørede, at selskabet havde kanaliseret støttekroner fra Dagspressens Finansieringsinstitut over til driften. Frem for som planlagt at outsource alle serviceaktiviteter opbyggede man et selvstændigt system til abonnenthåndtering. Linck kunne få støtte til en tredjedel af udgifterne, dog maksimalt 5,9 millioner kroner For at indkassere den fulde støtte købte man anlægsaktiver for 17 millioner kroner Selv sagde Peter Linck i januar 2003: "Jeg blev forblændet af støtten fra DF, og det fik os til at etablere vort eget abonnementssystem i stedet for at outsource det." Peter Linck indrømmede også, at man skulle have været meget mere ydmyge, og have sparet på markedsføringen.
Problemet var et simpelt misforhold mellem indtægter og udgifter. Indtægterne var langt mindre end budgetteret. Udgifterne betydeligt større. Avisens samlede oplag var 14.500, men fraregnede man gratisudgaver til annoncører, mediebureauer, hoteller og samarbejdspartnere samt det daglige løssalg og prøveabonnenenter på få uger, var det reelle antal abonnenter kun godt 3.000. Det var mildt skrevet et pauvert resultat i lyset af reklamekampagner og telemarketing for 18 millioner kroner.

Kurator i Dagens konkursbo konkluderede senere, at selskabet fra begyndelsen var underkapitaliseret. Selskabets finansieringsgrundlag var på 49,8 millioner, men ifølge forretningsplanen krævedes der 60 millioner. Dermed var man fra starten underkapitaliseret med godt 10 millioner. Selskabet havde reelt været insolvent i konkurslovens forstand siden august 2002, og den økonomiske situation havde været ledelsen bekendt. Samtidig fremsatte kurator et omstødelseskrav om tilbagebetaling over for fire kreditorer samt Peter Linck. Det sidste fordi Peter i august trak 4,2 millioner kroner ud af selskabet ved at tilbageføre et midlertidigt lån. Men på dette tidspunkt har ledelsen haft kendskab til økonomien i selskabet, der allerede da var insolvent. Ingen kreditorer - og da slet ikke ledelsen og hovedaktionæren - må forfordeles i en sådan situation. Derfor krævede boet pengene tilbagebetalt.

Efter et halvt års undersøgelser fastholdt kurator i oktober 2003, at avisens ledelse handlede uansvarligt med direkte henvisning til bestyrelsesmedlemmerne Peter
Linck, Peter Thrane Grubert og Henrik Hübner. Ledelsen burde langt tidligere end
i december 2002 have stoppet aktiviteterne. Det var forkert at fortsætte så længe, vurderede kurator. Dagen gik konkurs med en gæld på 70 millioner kr. Der er rejst et erstatningskrav på 11 millioner kroner mod bestyrelsen, som menes at være løbet fra sit ledelsesansvar.

Da boet blev gjort op var der især tre årsager til konkursen. Man manglede penge. Man manglede læsere. Og man manglede økonomisk overblik. Selve underkapitaliseringen er dog ikke årsagen til betalingsstandsning eller konkurs. Det er derimod de beslutninger, der tages af bestyrelse, direktion og aktionærer på vegne af et underkapitaliseret selskab. Og her kørte tingene hurtigt af sporet. Der blev begået personlige fejl, brugt for mange penge til markedsføring og investeret for meget i etablering af eget distributionssystem.

Avisprojektet fik et retsligt efterspil, idet Peter Linck den 13. oktober 2006 i Københavns Byret blev idømt seks måneders betinget fængsel for at have udstedt seks fakturaer for avisannoncer, der blev trykt uden aftale. Kunden afviste at betale hele regningen, og dermed stod fakturaselskabet med et ubetalt beløb på 216.000 kroner, da Dagen gik konkurs. Ifølge Peter Linck var kundens afvisning af annoncerne blot et forsøg på at få presset priserne ned, men den forklaring troede Østre Landsret ikke på, da man i maj 2007 stadfæstede byrettens dom.

Selv hævdede Peter Linck, at han tabte alt hvad han havde og stod tilbage med en personlig gæld på omkring 25 millioner kroner fordi han underskrev forskellige kautionsforpligtelser. I sidste ende er Peter Lincks tab svært at gøre op. Familiens villa på Taarbæk Strandvej blev solgt for knap 9 millioner kroner til Julius Ink. ApS, der var stiftet af Lincks hustru få dage efter Dagens konkurs.

Fra anden halvdel af 2004 blev Peter Linck administrerende direktør i en håndfuld nyetablerede selskaber og iværksætteren har i dag opbygget en ny formue. Trådene samles i Peter Linck Holding ApS med en række ejendomsinvesteringer og en egenkapital på 22 millioner kroner. I november 2008 erhvervede Peter Linck et 111 kvadratmeter stort sommerhus i Skagen for 11,6 millioner kroner.

Peter Linck har tidligere sagt, at en del af den nyskabte formue skulle bruges til at betale kreditorerne op til 10 procent af deres tilgodehavende.

I årsregnskabet for 2007 gør revisorerne opmærksom på, at selskabet i strid med anpartsloven havde ydet lån til en anpartshaver, men at lånet dog senere var indfriet. Af årsrapporten fremgår det også, at revisorerne havde konstateret en fejl i 2006-regnskabet, hvor en ejendom fejlagtigt var blevet bogført med en salgspris på 6 millioner kroner, mens den reelle salgspris var 1,9 millioner kroner lavere.