Share |












Dansk Supermarked A/S


Dansk Supermarked A/S trodsede den økonomiske krise og fik i 2010 et rekordresultat med et overskud efter skat på 2.026 millioner kroner.

Det danske dagligvaremarked steg kun marginalt i 2010, og her øgede Dansk Supermarked sin omsætning med 1,3 %. På de internationale markeder steg omsætningen også, og specielt i sidste halvår af 2010 mærkede man en stigning på detailforbruget.
 
"Det er et rigtig flot resultat, som alle hårdtarbejdende medarbejdere i Dansk Supermarked har været med til at opnå. På et fladt marked har vi formået at øge vores markedsandel. Vi er en virksomhed, der sætter pris på konkurrence og på vindermentalitet, og hvor det vigtigste er, at man hver dag forsøger at vinde over sig selv. Det har vi gjort ved at slå sidste års rekordresultat. Men kun med et mulehår, så nu har vi fået blod på tanden. Vi skal satse på kreativitet og opfindsomhed og finde nye veje at gå, hvis vi skal slå os selv igen til næste år. Det bliver hårdt, men det bliver ikke kedeligt," siger Erling Jensen, der er administrerende direktør for Dansk Supermarked.  

Historien om Dansk Supermarked
Danmarks største detailhandelskoncern er skabt på godt købmandskab. Den 1. maj 1946 kom Herman Salling til faderens forretning, F. Salling på strøget i Århus. Her arbejdede Herm Salling i varehusets forskellige afdelinger og lærte forretningen at kende fra bunden inden han efter faderens død i 1953 overtog ledelsen af stormagasinet. Siden åbnede Herman Salling også et helt nyt stormagasin i Aalborg i 1964.

Efter på en jordomrejse at have samlet inspiration ville han satse på stormagasiner, varehuse og supermarkeder i kædedrift. Det store gennembrud kom da Herman Salling i 1960 åbnede en helt ny butikstype under navnet Føtex i Guldsmedgade. Føtex byggede på idéen om, at man både skulle kunne købe fødevarer og isenkram- og textilvarer under samme tag.

Det blev fremtiden for dansk dagligvarehandel, men ekspansionen krævede kapital, og jagten herpå førte ved en tilfældighed Herman Salling til skibsreder A.P. Møller, der i 1964 tegnede halvdelen af aktierne i selskabet - som nu skiftede navn til Dansk Supermarked A/S. Derefter skød der for alvor nye Føtex-butikker op rundt omkring i Danmark.

I 1970 fulgte Bilka i Tilst som Danmarks første lavprisvarehus, og i 1981 den første Netto discountforretning.

I slutningen af firserne og starten af halvfemserne iværksatte man en satsning på det engelske og det tyske marked, idet man besluttede sig for at udvide med Netto-butikker i de to lande. I 1995 åbnede Netto også i Polen sin første butik og i dag er der mere end 1.000 Netto-butikker.

Dansk Supermarkeds omsætning har nu passeret 50 milliarder kroner og antallet af ansatte har rundet 40.000. Bag det hele samlede Herman Salling trådene i den hastigt voksende virksomhed og blev kendt for sine lørdagsmøder, hvor han hver uge mødtes med sine kædedirektører, indkøbschefer og administrative ledere for at diskutere strategier og resultater. Cheferne skulle ikke ligge hjemme på sofaen, når butikkerne havde åbent.

Dansk Supermarkeds butiksnet januar 2011
Salling: 2 stormagasiner
Føtex: 85 supermarkeder
Bilka: 15 lavprisvarehuse
A-Z: 2 lavprisvarehuse
Tøj & Sko: 37 forretninger
Netto Danmark: 414
Netto Tyskland: 324
Netto UK: 195
Netto Polen: 212
Netto Sverige: 128
Butikker i alt: 1.413

Regnskabsoplysninger Dansk Supermarked A/S
Mio. kr. 2005 2006 2007 2008 2009 2010
Omsætning 49.779 52.772 55.389 56.989 56.027 58.095
Nettoresultat 1.540 1.797 1.824 1.616 2.005 2.026
Egenkapital 10.052 11.822 13.439 12.640 13.825 15.781
Balance 26.891 30.077 25.576 22.071 25.679 27.433
Ansatte 22.790 23.773 24.526 25.156 24.895 25.392


Selskabsstruktur

Op til 1980 blev alle varehuskæderne administreret centralt fra Dansk Supermarked A/S men i 1980 blev de seks kæder udskilt i selvstændige selskaber, som principielt er uafhængige af hinanden. Ud over disse varehus-/butikskæder bestod dansk supermarked gruppen blandt andet af Dansk Supermarked A/S, Dansk Supermarked Administration A/S og dansk supermarked indkøb i/s.

Som led i en forenkling blev der i 2005 foretaget en fusion af datterselskaberne under Dansk Supermarked A/S, der i dag er moderselskab.

Efter Herman Sallings død i maj 2006 blev skibsreder Jess Søderberg udpeget som ny bestyrelsesformand i Dansk Supermarked, hvor han i efteråret 2007 blev erstattet af Nils Smedegaard Andersen.

Hvor A.P. Møller-Mærsk A/S tidligere kun indirekte besad mere end 50 procent af Dansk Supermarked er der foretaget en modernisering af ejerforholdene i 2007. Derved har A.P. Møller-Mærsk i dag en direkte ejermæssig majoritet i Dansk Supermarked på 67,68 procent. Samtidig har man også flertallet i bestyrelsen.


Fakta
Dansk Supermarked A/S
Bjødstrupvej 18
8270 Højbjerg
www.dsg.dk

Milepæle
1906: Salling Århus
1919: Herman Salling fødes
1960: Føtex
1964: Salling Aalborg
1964: Dansk Supermarked A/S
1970: Bilka
1981: Netto
1990: Netto UK
1990: Netto Tyskland
1995: Netto Polen
2000: Erling Jensen koncerndirektør
2002: Netto Sverige
2005: Koncerndannelse
2006: Herman Salling dør
2007: Ændring i ejerstruktur
2009: Føtex food
2009: Netto nr. 400 i Danmark
2010: Rekordoverskud


Andre læser også:
Estemco A/S
C&G Banken
En sød forretning
Dagbladet Dagen
Estelle Shipping A/S
Finn Helmer - Gigamanden
Tidslinie for dansk erhvervsliv
Zepto Computers A/S
Verdens første dollar millionær
Rejsekongen Simon Spies