På Institut for Datateknik ved Danmarks Tekniske Højskole arbejdede man i begyndelsen af 1970erne med de første mikroprocessorer i Danmark. En række civilingeniører herfra besluttede at stifte deres eget firma for at udnytte mulighederne i den nye teknologi. Dermed var grunden lagt til Dansk Data Elektronik (DDE), der blev først i Danmark med flerbruger datamater konstrueret med standard mikroprocessorer.

Det var grundlæggernes idé at konstruere modulopbyggede datamater som kunne sammensættes og udskiftes efter behov. Senere udvikledes strategien om "skræddersyede" totalløsninger baseret på mellemstore flerbruger datamater. I 1982 lanceres Supermax som verdens første multiprocessor-datamat baseret på UNIX, og selskabet leverer med tiden flere end 2000 af disse, og ekspanderer løbende med datterselskaber og samarbejdsaftaler i flere lande.

Selskabet børsnoteres i 1984, men fører op gennem 1980erne og 1990erne en lettere anonym tilværelse som hardwareproducent. Massive tab på en fejlslagen udvikling af avisproduktionssystemet Euromax gør ikke tingene lettere. Tabet her var alene omkring 100 millioner kroner, ligesom man var for sen til at standse sin produktion af Unixcomputere. Lønmodtagernes Dyrtidsfond tilfører midt i 1990erne frisk kapital, og med regnskabet for 1998/99 kunne det betrængte selskab offentliggøre sit første overskud efter fem år med milliontab. Overskuddet var på 7,4 millioner efter en omsætning på 314 millioner kroner.

Ledelsen så dog et enormt potentiale i den fagre nye e-business verden og besluttede at omlægge forretningen fra hardwaresalg til software og konsulentydelser. En af firmaets grundlæggere, direktør Claus Erik Christoffersen havde så stor tiltro, at han i 2000 købte for yderligere 19 millioner kroner aktier til kurs 450 og dermed øgede sin ejerandel til 14%. Det skete da han med hjælp fra et banklån købte en af sine medstiftere ud af virksomheden.

Den teknisk dygtige virksomhed med over 300 medarbejdere havde dog et støvet image, der tilmed havde været uløseligt forbundet med økonomiske vanskeligheder og fejlslagne projekter. I februar 2000 offentliggjorde man derfor et strategiskifte. Første trin var et helt nyt navn, da man ændrede selskabet til eHuset A/S. Det skulle være et utvetydigt signal til markedet at man var med på noderne og kunne tilsætte "e" til sine løsninger.

Den nye strategi satte unge internetdesignere og reklamefolk sammen med den gamle EDB-virksomhed i Herlev. Tilkøbet af reklamevirksomheden EWO sammen med navneskiftet skulle bringe eHuset med på internetbølgen. Den lidt støvede tekniske ekspertise skulle piftes op med nyt udseende, markedsføring og design.

Virksomheden følte sig godt klædt på til at levere komplekse IT-løsninger med både internet, extranet, intranet og udveksling af data mellem systemer.

"Vores strategi er at komme indefra og arbejde os udad, hvor de andre kommer udefra og skal til at skaffe sig viden om de bagvedliggende systemer. Vi står jo i en situation, hvor virksomhederne skal opbygge e-handelssystemer, som kører med den EDB, de i forvejen har," sagde Claus Erik Christoffersen kort efter beslutningen om navneskiftet til eHuset A/S

I december 2000 offentliggør virksomheden første halvdel af regnskabsåret 2000-2001, der havde givet et nettounderskud på 9 millioner til trods for at omsætningen er steget 25 procent til 199 millioner kroner. Selskabet fastholdt dog sin optimisme for hele regnskabsåret, hvor man forventede et overskud på 20 millioner kroner. Også på fondsbørsen så det godt ud for det revitaliserede selskab, hvis kurser var steget markant.

Selskabets omsætning var imidlertid pustet kunstigt op. Det kom til offentlighedens kendskab, da selskabet 27. februar 2001 meddelte, at man havde bortvist økonomidirektør Kurt Wamberg Rasmussen. Økonomidirektøren havde manipuleret regnskaberne over en længere periode ved at indtægtsføre regninger, inden varerne var leveret. Det skete for at opretholde glansbilledet af en strømlinet IT-virksomhed.

Ved afsløringen af de økonomiske uregelmæssigheder blev årets resultat nedjusteret til et rundt nul. En måned senere, 26. marts, blev resultatet nedjusteret til et underskud på 55 millioner kroner. Det fjernede stort set selskabets egenkapital og affødte prompte et stærkt kursfald, hvor eHusets aktier kom i fondsbørsens skammekrog - den såkaldte observationsliste.

Det viste sig, at den bortviste Kurt Wamberg havde solgt for en million kroner aktier få uger før han blev afsløret i de forfalskede regnskabstal. Aktierne blev solgt midt i januar 2001, kun to uger efter at en ny finansdirektør var begyndt at gennemgå regnskaberne. Tilmed havde den bortviste direktør solgt en anden aktiepost, der imod eHusets regler ikke var noteret i hans eget navn. Kurt Wamberg bestred dog, at der havde været tale om insiderhandel, på trods af sin viden om de sminkede regnskaber.

"Uregelmæssighederne har stået på i flere år. Over for mig har han sagt, at han udelukkende har gjort det for at gavne firmaet. Det har ikke været for egen vindings skyld", sagde bestyrelsesformand Jørgen Worning i marts 2001 og slog fast, at man ikke ville retsforfølge Kurt Wamberg. "Han er bortvist. Dermed slutter sagen for os. Der er jo ingen, som har lidt et tab."

Denne udtalelse fra bestyrelsesformanden var vist uden tanke for aktionærerne, der havde investeret i tillid til, at årsregnskaberne var valide og retvisende for selskabets økonomiske stilling og resultat. Det var de unægteligt ikke, hvad eftertiden skulle vise. Faktisk havde der formentlig ikke været et reelt positivt resultat siden 1992/93.

Fondsbørsen rettede senere en skarp kritik mod eHuset, der ved afsløringen af uregelmæssighederne burde have oplyst, at nedjusteringen på 20 millioner ikke nødvendigvis var nok. Fondsbørsen påtalte, at meddelelsen ikke indeholdt oplysninger om, at selskabet ville foretage en omfattende undersøgelse af selskabets rapporterings- og regnskabsprocedurer, som yderligere kunne ændre de offentliggjorte forventninger. Fondsbørsen fandt det endvidere "beklageligt, at selskabet ikke havde tilstrækkelige interne styringssystemer og et tilstrækkeligt beredskab til at kunne foretage en løbende økonomisk rapportering, således at selskabet på tilfredsstillende vis kunne opfylde sin oplysningspligt, og således at uregelmæssighederne i regnskabsaflæggelsen var blevet opfanget af de interne kontrolsystemer."

Mistilliden kunne aflæses direkte i selskabets aktiekurs. Aktierne toppede i marts 2000 med en kurs på 1078 kroner. Det gav en markedsværdi på 852 millioner kroner. Et år senere var de samme aktier mindre end 130 millioner kroner værd.

Den 6. juni 2001 nedjusterede eHuset på ny sine forventninger. Nu forventedes et underskud på 79 millioner kroner som følge af strammere principper for periodisering, nedskrivning af aktier i et datterselskab, markedets generelle vilkår og ekstraordinære omkostninger til advokater og banker.

Samtidig blev det meldt ud, at virksomheden var sat på "kontrolleret auktion", hvor man søgte en strategisk eller industriel partner. De manipulerede regnskabstal smitter nemlig ikke kun af på årsregnskaberne. Selskabets budgetter var ligeledes baseret på alt for optimistiske tal. Problemerne var så store, at man ville sælge virksomheden. Der blev forhandlet med flere, og alt blev lagt til rette for en lykkelig afslutning. Sent onsdag aften den 27. juni sendte eHuset en telefax til Københavns Fondsbørs, hvoraf fremgik, at alt forløb planmæssigt i jagten på en ny ejer.

Ledelsen var så skråsikker på en handel, at man allerede havde indregnet dette i årsregnskabet og den medfølgende årsberetning. Parterne skulle offentliggøre en betinget aftale to dage senere, men eHuset havde gjort regning uden vært. Den forventede køber springer nemlig fra.

Fredag morgen sendte bestyrelsesformand Jørgen Worning dårlig nyt til Københavns Fondsbørs.  "Det var forventet, at bestyrelsen og køber sammen kunne offentliggøre en betinget aftale i dag den 29. juni 2001. Det er derfor med forundring og dyb beklagelse, at bestyrelsen må konstatere, at den pågældende køber, dagen før den planlagte offentliggørelse, træffer beslutning om ikke underskrive aftalen."

Køberens retræte fik bestyrelsen til at anmelde betalingsstandsning. Ledelsen fandt det ikke forsvarligt at fortsætte driften. Trods den uheldige oplevelse ville eHuset forsatte kigge efter nye ejere under betalingsstandsningen.
"Vi sad og forhandlede med en international køber. Det hele var på plads sent onsdag. Torsdag vendte den tilbage med et nej fra sit udenlandske moderselskab. Vi må med dyb beklagelse konstatere, at køberen ikke havde sit bagland i orden. Vores egenkapital er tabt. I den situation kunne vi ikke gøre andet end at anmelde en betalingsstandsning," sagde Jørgen Worning.

Mens det danske selskab havde sagt ja til aftalen, fik eHuset altså en kurv fra den udenlandske koncernledelse. Økonomisk var selskabet røget ind i en nedadgående dødsspiral, hvor de gentagne nedjusteringer gav dårlig presseomtale og uro både internt og blandt kunderne. Dermed fulgte nye budgetter, nedskæringer, kreditstramninger, uro og dårlig presse. Et halv hundrede medarbejdere var allerede blevet afskediget, og med betalingsstandsningen fredag modtog alle øvrige 315 ansatte en fyreseddel.

Allerede denne fredag overtog to advokater formelt styringen af eHuset som tilsynsførende, og fristillede direktør Claus Erik Christoffersen. Torsdag den 5. juli 2001 overtog CSC Danmark fire forretningsdivisioner i eHuset og 173 medarbejdere. CSC Danmark begyndte at forhandle målrettet med eHusets bestyrelse og tilsynsførende advokater om aftenen og natten søndag den 1. juli. Her enedes parterne om de overordnede principper for en overtagelse, og det blev gennemført en due diligence i lyntempo mandag, tirsdag og onsdag. Klokken halv otte torsdag morgen blev de sidste ting afstemt.

Den samlede pris for aktiviteterne var 81 millioner kroner, hvoraf der kontant blev betalt 48 millioner. Pengene gik ikke til aktionærerne, men til konkursboet til fordeling mellem kreditorerne. Samme dag som CSC overtog aktiviteterne begærede ledelsen selskabet konkurs.

Økonomidirektøren Kurt Wamberg Rasmussen erkendte sit ansvar, men fastholdt at bortvisningen var uberettiget. Han var blot udpeget som syndebuk for hele direktionens gerninger. Såvel Claus Christoffersen som den øvrige direktion havde ifølge Wamberg Rasmussen været fuldt vidende om regnskabets faktiske indhold. Det var angiveligt almindelig praksis, at direktionen op til kvartals- og regnskabsafslutningerne gennemgik, hvad der kunne faktureres inden regnskabsbøgerne lukkede. På møderne opfordrede direktionen direkte til, at medarbejderne skulle slå en handel af med kunderne, så der kunne faktureres forud.

Ifølge Vamberg Rasmussen havde regnskabsmanipulationen været almindelig i adskillige år, og alle direktører, underdirektører og budgetansvarlige kendte til den. Denne påstand blev bekræftet af flere ledende medarbejdere, der føjede til, at manipulationen med regnskabstallene foregik helt åbenlyst, systematisk og regelmæssigt.

Kurt Wamberg Rasmussen anlagde senere en voldgiftssag mod eHuset for uberettiget bortvisning, men tabte sagen.

I forbindelse med kurators redegørelse i 2002 blev bestyrelsens ansvar også gransket, men det resulterede kun i svag kritik. Overordnet mente kurator ikke, at bestyrelsen kunne lastes for de katastrofale regnskaber. Det kunne til gengæld revisorerne, som ifølge kurators redegørelse "burde have opdaget den omfattende forudfakturering". Revisorerne blev efterfølgende indklaget for de statsautoriserede revisorers Responsumudvalg for at have overtrådt god revisorskik.

Oprindeligt drejede sagen sig alene om insiderhandelen, men via Finanstilsynet vandrer insidersagen i juli 2001 over til bagmandspolitiet, der udvider efterforskningen til at omfatte sminkede regnskaber og dermed kursmanipulation.

Bagmandspoliet vurderede, at Claus Erik Christoffersen og direktør Torben Krog vidste mere, end de ville være ved. Afhøringen af mere end 25 tidligere medarbejdere samt gennemgang af en række e-mails bestyrkede mistanken om, at de to var vidende om regnskabssvindlen.

I juni 2004 rejste Bagmandspolitiet tiltale mod trioen Wamberg, Christoffersen og Krog. Direktørerne blev tiltalt for at have forskønnet eHusets regnskaber med indtægter på knap 32 millioner. Det var beløb, der efter normal regnskabspraksis ikke kunne bogføres som indtægter - enten fordi salget ikke var effektueret, eller fordi der endnu ikke var nogen salgsaftaler. Derved tog eHusets økonomi sig langt mere gunstig ud end den reelt var. Ledelsens regnskabsmeddelelser til Fondsbørsen var med andre ord stærkt vildledende og med til at holde selskabets aktiekurs oppe.

I januar 2006 fik Claus Erik Christoffersen seks måneders betinget fængsel for børsmanipulation og vildledning af aktionærer og bestyrelse. Finansdirektør Kurt Wamberg Rasmussen og salgsdirektør Torben Krog fik henholdsvis tre og fire måneders betinget straf. Alle tre direktører accepterede dommen.

For eHuset A/S endte historien med konkurs. Kreditorerne har omkring en kvart milliard til gode, hvoraf der kun forventes en lille dividende.

Milepæle
1975: Dansk Data Elektronik stiftes
1984: Dansk Data Elektronik børsnoteres
2000: navnet ændres til eHuset
2001: eHuset konkurs.
2006: Fængselsstraf til ledelsen