Hvis man ønsker forkælelse på toppen af Danmark er der ingen vej udenom Ruths Hotel. Det står som et fyrtårn af god smag og uovertruffen service.
Ruths Hotel har mere end 100 år på bagen, men det føles friskt og på alle måder på omgangshøjde med nyere hoteller. Udgangspunktet var Emma og Hans Chr. Ruth, der i 1904 startede som værtspar på "Badepensionatet Vesterhus" - der emd tiden blev til Ruths Hotel.
Ruths Hotel har i alt 33 værelser fordelt på flere forskellige værelsestyper og priserne varierer naturligvis med størrelse og sæson. Det billigste dobbeltværelse koster 1.725 kroner uden for sæsonen, og 1.950 kroner i sommerens højsæson, og der er tale om soveværelser af meget høj standard.
Alle gæster får en god og personlig service. Noget som er meget nemt at skrive i en lovprisende brochure, men helt anderledes vanskeligt at overholde i praksis. Hotellets personale er utroligt servicemindede og gæstfrie, så man slet ikke kan undgå at føle sig velkommen.

Alle værelser har telefon, kablet eller trådløs internetforbindelse, stereoanlæg, fladskærms-tv af bedste, danske design samt dejligt badeværelse. De fleste værelser har balkon med panoramaudsigt, og på nogle af værelserne kan man som gæst afslutte dagen med en afslappende tur i badeværelsets jacuzzi, før søvnen indfinder sig i de behagelige kvalitetssenge.
Ruths Hotel ligger i Gl. Skagens klitter tæt på vandet og cirka fire kilometer fra Skagen. Her er man på en gang i rolige, naturskønne omgivelser og alligevel tæt på verden uden for. Hotellet blev for få år siden gennemrenoveret, så det byder på helt moderne faciliteter, samtidig med at respekten for det oprindelige hotel er bibeholdt.
Værelset er en sjældent god kombination af hygge og moderne stilikoner i form af B&O radio og fladskærms-TV. Fælles for indretningen af Ruths Hotel er, at gæsterne skal føle sig hjemme i de lyse, eksklusive omgivelser, hvor intet er overladt til tilfældighederne.
Efter en overnatning på Dux-madrasserne vågner man som en frisk og udhvilet prins og prinsesse i værelset. Og morgenmaden er et delikat kapital for sig. Da redaktionen aflagde visit i det nordjyske blev der disket op med frisk frugtsalat, økologisk dit og økologisk dat, hjemmelavede marmelader (som kan købes med hjem), fantastiske oste, pandekager, æg i forskellige udformninger og hjemmebagt brød på konditorniveau. Det er et af de bedste morgenmåltider vi har oplevet.
Morgenmaden er inkluderet i værelsets pris, men udefra kommende gæster kan deltage i måltidet mod betaling, og det kan absolut anbefales. I betragtning af det uhørt høje kvalitetsniveau er prisen rørende billigt. En hvilken som helst konditor i landets storbyer skal stå meget tidligt op for at kunne følge med det formidable håndværk på toppen af Jylland.
Ruths Hotel
Hans Ruths Vej 1
Gl. Skagen
9990 Skagen
Telefon 98 44 11 24
www.ruths-hotel.dk