Mens vintermørket sænker sig over landet er der grund til at se frem mod lysere tider. Et af årets store oplevelser kom på Samsø, hvor vi i forsommeren gæstede det lille ekskslusive hotel Strandlyst, og der drømmer vi os stadig tilbage til.
Samsø er nemlig meget andet end kartofler og skøn natur. Det er også forkælelse i afslappende omgivelser, hvor servicen er god og nærværende.
Efter en stor modernisering og tilbygning slog Strandlyst Hotel & Relax dørene op i maj 2008 som et lille intimt hotel, hvor man næsten føler føler sig som ven af huset snarere end en betalende gæst.

Hotellets pool, der bestemt er en svømmetur værd ved
aftentide.
Der er tale om et lille stilfuldt designerhotel placeret i Ballen på Samsø, og her finder man elegante rammer om en afstressende ferie. Strandlyst kombinerer nemlig intim hygge med design og luksus.
Vi tog færgen til Samsø og kørte til den charmerende lille havneby Ballen, hvor vi indlogerede os på Strandlyst Hotel & Relax, der ligger tæt på både strand, golfbane og natur.
Hotellet har plads til 23 gæster, der kan nyde designermøbler fra den amerikanske designerduo Charles og Ray Eames, og badeværelserne er med Philippe Starck sanitet. Her kan man pladske i badekarret og se på stjernerne samtidig.
Hotellets midtpunkt er dog den store, centrale terrasse, hvor gæsterne kan slænge dig i loungemøbler ved den tjekkede lille pool og spa. Frokosten og aftensmaden kan naturligvis serveres på terrassen og restauranten er bestemt et besøg værd, for her serveres veltilberedt mad baseret på Samsøs egne råvarer.

Der blev tændt op i pejsen, mens gæsterne nød en drink i
den stille sommeraften.
Vi nød blandt andet en 4 retters menu med ristet pighvar med grønne asparges og en super lækker hollandaise sauce, dernæst en enorm entrecote med lækre friske kartofler, majroer og meget velsmagende rødvins glace.
Næste anretning var lidt friske oste og derpå afsluttede vi med en dessert af lakridsis, ananas og chokolademousse.

Brødkurven kom ikke med på biledet, men morgenmad på værelset
er altid en god ting.
Hotellet ejes af modemanden Tommy Hyldahl, der er direktør for Metropol og hotellet bruges ofte af indehaveren selv og dennes forretningsforbindelse eller til events.
De stilfulde og moderne omgivelser med lounge, pool og spa gør tilsammen det lille luksuriøse Strandlyst Hotel & Relax til en perle på Samsø.
Vi håber at vende tilbage allerede næste forår til flere
afstressende feriedage med skøn mad.
Strandlyst Hotel & Relax (5 stjerner)
Strandvejen 12
8305 Samsø
Telefon 86 59 19 36
www.strandvejen12.dk